|
Fløjteundervisning - Den franske fløjteskole |
|

Paul Taffanel (1844-1908)
|
Fløjtens klang har gennem årtusinder betaget mennesket, og instrumentet kan sikkert regnes som et af de ældste. Den moderne Boehm-fløjte spænder over 3 oktaver, og klangens skønhed, spændstighed og evne til modulation kan på mange måder sammenlignes med den menneskelige stemme - med andre ord giver fløjten en enestående mulighed for at man kan synge på instrumentet. For den, der vil lære kunsten at spille fløjte, begynder undervisningen med en stor lyst til at lære instrumentet nærmere at kende. Hver generation af musikere bærer sin tradition og videregiver sine erfaringer med stor glæde. Jeg underviser alle, som har interesse for instrumentet, og igennem årene har jeg haft elever fra mange forskellige nationer. I 2004 dannede jeg KuhlauAkademiet, som har til formål at animere unge talentfulde musikere til at udøve kammermusikrepertoiret på det højeste niveau under kyndig og inspirerende vejledning af fremragende danske og udenlandske musikere, der har stor erfaring som solister og kammermusikere.
For aftale om undervisning - se
venligst: kontaktsiden
Fra min lærer, Verner Nicolet, der var elev af
kgl. kapelmusicus Holger Gilbert Jespersen (1890-1975), har jeg hørt meget
om Gilberts fantastiske fløjtespil. Jeg har et par optagelser med ham, bl.a.
hans indspilning af Carl Nielsens Fløjtekoncert med et ganske vidunderligt
og fabulerende fløjtespil, som er helt uovertruffent i udtrykket og styrken. Nedenfor
kan læses et par udtalelser af Gilbert Jespersen selv, som giver et fint
indblik i kunstnerens uddannelse og virke som musiker bl.a. i Paris, hvor
han var elev af både Hennebains og Gaubert.
Jeg kom på konservatoriet
hos Kapellets daværende solofløjtenist Fr. Storm. Han var er herligt
menneske og en fremragende musiker, og han lærte mig kærligheden til
Frankrig, fløjtespillets hjemland, hvor jeg snart efter kom ned for at
studere videre. Jeg blev elev af Hennebains og kom selv til at spille som
vikar i opera-orkesteret. Senere drog jeg til Frankrig igen og kom denne
gang til at studere hos Gaubert, som blev en af mine bedste venner. Da min
gamle lærer Storm forlod kapellet i 1927, overtog jeg hans plads og blev
samtidig lærer ved konservatoriet, hvor jeg senere blev professor. Jeg fik meget at bestille i Paris takket være min lærer Philippe Gaubert, som er orkesterdirigent i Den store Opera og en berømt fløjtevirtuos. Gaubert fik nemlig tit forhindringer ved de koncerter, hvor han stod på programmet, fordi han skulle dirigere i operaen eller undervise på konservatoriet - og så sendte han mig i sit sted. Derved lærte jeg mange musikfolk at kende og fik en del engagementer. Men jeg vil dog ikke sidde fast i Paris for bestandig, skønt det sikkert er den by i verden, hvor musikken i det hele taget står højest nu, og hvor mit fag, fløjten, i særdeleshed dyrkes med kærlighed og omhu. Det hænger vist sammen med franskmændenes stilsans og deres kolossale skole og respekt for, hvad der stammer fra ældgammel tid.
Jeg er blot en ydmyg
tjener for musikken, som er en guddommelig kunstart. Når jeg spiller, føler jeg
en plastisk indlevelse i stoffet og trang til at gengive komponistens mening
uden al personlig forfængelighed. Den gengivende må træde tilbage for den
skabende. Fløjten er et smidigt instrument, som let kan glide fra den ene
følelse til den anden. Jeg holder mere af min fløjte nu end nogensinde før, den har
skænket mig nye værdier. Jeg vil ikke kun lade mine fingre fare op og ned ad fløjterøret, men jeg ønsker at yde præstationer med indsigt og dyb
kunstnerisk følelse.
Der har været en tid, da fløjten som soloinstrument næsten forstummede. Men Gilbert-Jespersen ejer en tryllefløjte, som herhjemme og sikkert også andre steder kan få interessen fuldt vågen igen. Hans tone er særlig i dybden ualmindelig blød og fyldig, og den ejer i de forskellige registre en modulationsevne, der er virtuost udviklet.
På nedenstående links med mp3-filer kan man høre 3 berømte franske fløjtenisters fantastiske fløjtespil i indspilninger dels på Edisonruller fra før 1900 og dels på 78" grammofonplader med optagelser fra før 1940.
Billeder: Marcel Moyse Couesnon Flute |
Société des Concerts du Conservatoire |
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
Sturkas, Marco & Sophy |
||